Hvem er vi?

Odense Skole- og Ungdomsorkester er et ungdomsorkester som blev grundlagt i 1949.
Orkestret er for alle drenge og piger i aldersgruppen 7 - 25 år. 

Formålet med Odense Skole- og Ungdomsorkester er at etablere et musikalsk miljø for børn og unge, hvor musik, socialt samvær og spændende oplevelser går hånd i hånd.

Det er ikke en forudsætning at man kan læse noder og spille på et instrument for at begynde i Odense Skole- og Ungdomsorkester - Det er det man skal lære.


Leder og dirigent:
Carsten Rungstrøm har været leder og dirigent af Odense Skoleorkester siden 1994.


Bestyrelsen/ Forældreforeningen:
Den forældrevalgte bestyrelse - som til dagligt hedder "forældreforeningen" – udfører udover almindeligt bestyrelsesarbejde (f.eks. fondansøgninger og PR) også mange alsidige og praktisk opgaver.
Hver mandag og onsdag er der en fra forældreforeningen ”i kælderen” på Ejerslykkeskolen, hvor børn og forældre kan komme forbi til en snak og en kop kaffe.

Hver år er Odense Skole- og Ungdomsorkester på en sommertur til udlandet og to øveweekender (en i foråret og en i efteråret). Forældreforeningen er med til at planlægge disse og deltager altid.


Elevrådet:
Elevrådet består af 8 medlemmer fra Odense Skole- og Ungdomsorkester valgt af medlemmerne selv. Elevrådet fungerer som talerør imellem Odense Skole- og Ungdomsorkesters bestyrelse/forældreforeningen og medlemmerne, så alle som en har mulighed for at få indflydelse på den daglige gang i Odense Skole- og Ungdomsorkester.

Elevrådet sørger for mange sjove oplevelser ud over selve musikken, f.eks. temafester og altid festlig underholdning når vi er på øveweekend og sommertur.
Derudover arrangerer elevrådet den årlige julekoncert - dette lige fra lotterigevinster til bordpynt.


Historie

2011: Året blev skudt i gang med en march tur til fastelavn, en kold, men hyggelig tur ved Hinderuplund. Traditionen tro havde vi vores årlige fest med temaet Casino Royale. Gymnastiksalen på Tingløkkeskolen blev omdannet til et kasino for både store og små. I April holdte vi vores årlige forårs øveweekend, som foregik på Borgerskovskolen. Nogle fik lært at marchere og andre fik genopfrisket deres hukommelse. Så var der åbning af dyrskuet med marchtur, Sankt Hans aften på engen blev traditionen tro startet med en marchtur fra Flakhaven, ud af Læssøegade og endte på engen.
Vores sommertur gik i år til Harzen, hvor vi boede på et super godt hotel, med rigtig god mad. Hele turen var en stor succes. Når man er afsted med OSU er der altid gang i den. Masser af hygge og sjov, store og små imellem. Når en koncert kalder, er alle klar til at spille og alle hjælper til med at tømme og fylde traileren.
Efter sommerturen gik vi et travlt efterår i møde, men alle holdt hovedet højt og gav en god indsats. Vi har alle arbejdet hårdt og vores øveweekend var ingen undtagelse. Efterårsøveweekenden foregik på Brylle skole som var super god til formålet. Det virkede som om at alle hyggede sig, både store og små som det stort set altid er i OSU. Det blev igen en fed øveweekend med alle fra OSU.
Året sluttede af med vores traditionelle julekoncert, diverse julearrangementer i Odense City og Kerteminde.

2010: I løbet af dette jubilæumsår har der været mange højdepunkter, såsom cd-indspilning og 60 års jubilæet som var et brag af en fest. Sommerturen startede med en musikkonkurrence i Rastede i Tyskland, herefter drog vi videre over havet til Crawley i Sydengland. Vi spillede koncerter flere steder i Sydengland og var en tur på sightseeing i London. Turens højdepunkt var Musical'en Lion King, som alle var enige om, var helt fantastisk :-)
Jubilæumsfesten, var et brag af en fest, hvor såvel nuværende som gamle elever og bestyrelsesmedlemmer var med til at fejre dagen. De gamle medlemmer have samlet et ”All Star Orkester” hvor der bare var gang i den og et rigtigt flot indslag til festen.
Jubilæumskoncerten var i topklasse til UG. Konferencier Sebastian Klein var med sin optræden, som passede fint til vores livlige væremåde i orkesteret, med til at gøre koncerten til noget helt specielt og sammen med Per Morten Bye, solo trompetist fra Odense Symfoniorkester og ikke mindst Odense Skoleorkester, blev eftermiddagen en uforglemmelig oplevelse.
Jubilæumsåret bød også på nye uniformer, nyt motto ”Sunde – Sjovt – Sammenhold” og ikke mindst nyt navn, så vi fremover hedder Odense Skole- og Ungdomsorkester og håber herved at de unge medlemmer vil blive ved lidt længere :-)

2009: Sommertur til Freiburg i Sydtyskland, med koncerter i Kenzingen, Freiburg, øen Manau og besøg i Alsace. Vi boede på et rigtig godt sportshotel i Kenzingen.

2008: Sommertur til Villanova Park - Costa Dorada i Spanien, 50 km fra Barcelona.

2007: Sommertur til Thorshavn på Færøerne, en fantastisk tur ud over det sædvanlige. Vi har oplevet en fantastisk natur, været på vandre tur i fjeldet og spillet en masse musik i kirker, gågader og pladser rundt om på Færøerne.

2006: Sommertur til Budapest i Ungarn, rigtig god tur, hvor vi fik spillet og oplevet en masse. I byen Mogyorósbánya blev vi modtaget af det stedlige orkester, der stod og spillede for os, da vi kom. Efter et par af deres numre stillede vi op til koncert. Vi klædte derefter om i en yderst varm bus. Koncerten gik glimrende, og vi havde et godt publikum igen. Vi spillede også på Fishermans bastion, en bragende promenadekoncert til stor glæde for bl.a. en gruppe danske turister. Vi have også en dansktalende, ungarske guide med rundt på hele ugen som fortalte historiske detaljer om det, vi passerede på vejen. Hesteshowet var noget af en oplevelse! Indledningsvis blev de myndige påduttet den lokale abrikossnaps – den kunne lige smages…host – medens de yngre fik juice og cola. Dertil var der dejligt, hjemmebagt brød – måske en smule saltet, men det havde hundene intet imod. Selve showet startede med en demo af vilde heste, og efterfølgende opvisning af bl.a. hestekunstner, pisketricks og en stående mand på fem heste i fuld galop. De, der havde lyst, kunne forsøge at vinde en flaske hvidvin ved at slå en tom falske af en pæl med en pisk. Dernæst kørte vi ræs i 4 hestevogne med vilde overhalinger – både inden- og udenom – samt højlydt klapperi, latter og hep. Vi var også en tur ved Balatonsøen, hvor vi startede med en badetur og efterflg. koncert om aftenen. Vi tog til øen Margaret hvorfra vi steg på en færge som sejlede os ned ad ”Der schönen blauen Donau” og op igen. Bagefter gik vi rundt på øen hvor der ingen biltrafik er.

2005: Sommertur til Westendorf, Østrig, dejligt vejr hele ugen, bortset fra når vi tog i friluftsbad og den sidste dag, hvor de store skulle ud og paraglide - som desværre blev aflyst.

2004: Sommertur til Trento i Nord Italien, vi boede på vandrehjem og vores busselskab havde desværre store problemer med bussen, som betød at vi brugte alt for meget tid på bussen, trods det havde vi alligevel en rigtig god tur.

2003: Sommertur til Schwarzwald i SydTyskland, hvor vi boede på campingplads.

2002: Som i efterårsferien i 1998 går dette års sommertur til Ungarn, men denne gang til en by, som hedder Szeged (ca. 120 km. syd for Budapest).

2001: Efter en godt afsluttet jubilæumsår, tog vi atter til campingpladsen i Spanien.

2000: Odense Skoleorkester fejrede sit 50 års Jubilæum, med et brag af en fest... Dette år førte også orkestret på en tur til Ostende i Belgien og en stor campingplads i Spanien ved navn Camp Vilanova.

1999: Rejsemålet var Østrig, hvor vi besøgte byen Westendorf, og på hjemturen blev det endnu engang til en tur til Rastede.

1998: I pinsen besøgte vi så Sassenberg i Tyskland, dette var for de ældste medlemmer et herligt gensyn med fortiden, og for de yngste en mulighed for at opleve dette omtalte rejsemål. I efterårsferien dog vi en tur til Budapest i Ungarn.

1997: Vi tog igen nord på, denne gang var rejsemålet dog lidt svære at komme til, turen gik nemlig til Island og byen Kopavagur. Senere på året, i forbindelse med afholdelsen af "Dansk Kulturuge" i Finland, besøgte orkestret igen Tampere.

1996: I modsætning til så mange andre år gik tur dette år nord på, vi besøgte nemlig Tammerfors, som på finsk heder Tampere.

1995: Sommerturen dette år gik til Tjekkiet, hvor vi bl.a. var en tur i Prag og spille en koncert.

1994: Vi returnerede så til Sydfrankrig, men denne gang var i gæster ved byen Cerbère, tæt ved den Fransk Spanske grænse.

1994 - 1 Januar: Ove Rungstrøm stopper som administrativ leder i Odense Skoleorkester. Carsten Rungstrøm fortsætter som dirigent og overtager samtidig det administrative job.

1993: Vi tog til Sydfrankrig, til en by ved navn Benyuls. På vejen hjem tog orkestret så lige en tur forbi konkurrencen i Rastede.

1992: Stort konkurrence år igen, først med et besøg til det årligt tilbagevendende musik/folkedanse-stævne i Laueburg, og så omkring sommerferien tog vi så til Rastede for at konkurrere med en masse andre Europæisk amatørorkestre.

1991: Rejsemålet var Polen, vi besøgte en lille by syd for Krakow, ved navn Nowy Sacz.

1990: Orkestret tog en tur til Lauenburg i Tyskland igen. Senere på året, nærmere bestemt i efterårsferien, tog vi så til Calella i Spanien.

1990 - 1. Januar: Carsten Rungstrøm overtager dirigent jobbet efter sin far Ove Rungstrøm.

1989: Orkestret rejste til Sassenberg i Tyskland. Vi deltog i en konkurrence i byens koncertsal og vandt en 2. ærespris. Samme år tog vi også til Gøteborg i Sverige, hvor vi deltog i endnu en konkurrence.Dirigent på denne tur var Carsten Rungstrøm.

1988: Orkesteret besøgte Odenses venskabsby Groningen i Holland. Samme år deltog Odense skoleorkester i en stor nordisk konkurrence, der var arrangeret af NAMU her i Odense. Der fik de en flot 3. pris i afdelingen for ungdomsorkestre. Uover dette besøgte orkestret også Lauenborg i Tyskland.

1987: Vi besøgte via en venskabsforbindelse et orkester i den lille by Löffingen i Schwarzwald. Samme år besøgte vi også Bad Lasphe.

1986: Orkestret rejste til Drammen i Norge for at deltage i "Festspil for Korps". Der vandt de alt hvad der kunne vindes.

1985 - 24. marts: Der blev afholdt 35 -års jubilæumskoncert i Pro Musica-salen i Koncerthuset. Om sommeren samme år rejste orkesteret ud på sin næste store tur. Denne gang til Færørene.

1982: Orkesteret besøgte Trondheim i Norge.

1978: Kiel blev besøgt igen, og det var også året, hvor Odense Skoleorkester var på sin hidtil længste tur - nemlig til Israel.

1977: Orkestret blev inviteret til Lübeck. Det skete på baggrund af deltagelsen i Møln.

1976: Orkestret deltog for første gang i de populære 2. Nordeurop. Festival der Trachten und Tanzgruppen i Møln. - Samme år deltog orkestret også i en ringriderfest i Gråsten.

1975 - 25. Oktober: Der blev afholdt jubilæumskoncert i Rådhushallen.

1974: Orkestret drog af sted til Harzen - til skyttefest i Wolfenbüttel fra d. 26- 30. Juli.

1973 - juli: Orkestret medvirkede i Østersø- Festivalen i Karlshamn i Sverige.

1973: Nu blev der knyttet forbindelse til Københavns Skoleorkester. Der blev udvekslet bl.a. nodemateriale og begge orkestre havde megen gavn og glæde af hinanden.

1970 - 31. december: Overlærer Jørn Steensig fratrådte efter eget ønske som leder af Odense Skoleorkester, og en af orkestrets instruktører, musiker Ove Rungstrøm overtog lederposten.

1967: Odense Skoleorkester meldte sig som noget nyt, som harmoniorkester, til orkesterkonkurrencer i Danmark. Først i Assens.

1964: I foråret kom Odense Skoleorkester igen i TV. Denne gang i den nordiske konkurrence "Trekamp".

1963: I sommeren foretog orkestret sin første koncert-rejse gennem Tyskland til Østrig, hvor de nu 38 spillende piger og drenge deltog i en orkesterkonkurrence.1961: I foråret opnåede skoleorkestret en 2. Plads i radioens orkesterdyst "Fra kyst til kyst".

1959 - efteråret: Der blev oprettet en forældreforening, som skulle yde støtte til orkestret såvel økonomisk som praktisk.

1957 - 1. oktober: Ledelsen af orkestret blev overtaget af regimentsmusiker H.A. Hansen.

1956 - foråret: Endelig blev der bevilget penge til de længe ønskede uniformer.

1954 - september: Mogens Christensen overtog lederposten af Odense skoleorkester, p.g.a. musikdirektør Otto Andersens død. Kun 5 drenge var tilbage.

1951 - 28. April: Odense Skoleorkester kunne fejre sin offentlige debut. Det skete ved Jernbanegade Skoles basar, under ledelse af Otto Andersen, med en march gennem skolegården og en koncert, hvori deltog 23 drenge.

1949: Grundlæggelse af Odense Skoleorkester ved S.P. Fredebo
Grunden til ODENSE SKOLEORKESTER blev lagt af daværende skoledirektør S.P. Fredebo. Inspirationen til at danne et sådant orkester opstod ved 17. Maj-festen 1949 i Oslo, hvor skoledirektøren med begejstring så de mange skoleorkestre marchere op foran kongeslottet. Da S.P. Fredebo vendte hjem, sendte han en skrivelse rundt til en del odenseanske firmaer om hjælp til indkøb af instrumenter og uniformer, idet skolekommissionen havde tilsagt støtte m.h.t. undervisning og opretholdelse af orkestret, men mente, at startkapitalen måtte skaffes ad frivillig vej.
I Januar 1950 blev der udsendt en skrivelse til alle forældre i Odense med børn i den skolepligtige alder, med omtale af det planlagte orkester og med en tilmeldingsblanket til elever, der havde lyst til at spille. I løbet af foråret blev de forskellige instrumenter indkøbt, og efter sommerferien kunne undervisningen begynde. Orkestrets første leder blev musikdirektør Otto Andersen, som startede undervisningen af den første snes drenge.
Ingen af drengene havde nogensinde lært at blæse på et instrument, og kun nogle få kunne læse noder. Alligevel lykkedes det musikdirektøren i efterårets og vinterens løb at opøve og sammenspille drengene, så Odense Skoleorkester den 28. April 1951 kunne fejre sin offentlige debut. Det skete ved Jernbanegade Skoles basar med en march gennem skolegården og en koncert, hvori deltog 23 drenge. Besætningen var udelukkende messing, det der i moderne musiksprog hedder brass band, og repertoiret var ved denne lejlighed marcher og fædrelandssange.
Odense Skoleorkester var nu en realitet og blev modtaget med begejstring af publikum, ligesom byens dagblade omtalte koncerten i rosende vendinger. Man manglede dog endnu en egentlig uniformering, hvilket der ikke havde været råd til i første omgang.
Hensigten med orkesteret var, at Odense Skolevæsen og Odense by skulle have et orkester, der kunne medvirke ved festlige lejligheder. Fremover blev orkestret bl.a. benyttet ved Risingskolens indvielse, ved idrætsdage og ved en byrådsudflugt, hvor orkesteret spillede i Skolebotanisk Have. Orkesteret voksede nu både i antal og dygtighed indtil foråret 1954, hvor det på grund af musikdirektør Otto Andersens sygdom og død gik stærkt tilbage for Odense Skoleorkester.
Skiftende ledere havde under musikdirektørens sygdom ikke formået at holde sammen på drengene, så da lærer Mogens Christensen den 15. September 1954 overtog lederposten, var der kun 5 drenge tilbage. Straks efter overtagelsen sendtes på ny skemaer rundt til samtlige skoler, og resultatet blev, at orkesteret kom op på 14 medlemmer, og der dannedes en grundskole på 15 begyndere.